Denne menu havde jeg ok succes med en fredag aften for nyligt. Keywords er: nem at eksekvere, forholdsvis billig og godt med kalorier
Menuen så således ud:
Forret: Flødestuvede Champignons / Lufttørret Skinke / Toast
Hovedret: Andebryst / Jordskokke-philly Pure / Salat af æbler og nødder
Dessert: Gateau Marcel / Vanilieis / Hindbærcoulis
Hvis man er dessertelsker og ikke er bekendt med Gateau Marcel, er der ikke andet at sige end: Prøv den!
Til 4 personer
Flødestuvede Champignons / Lufttørret Skinke / Toast
3-400 g rensede svampe
20 g smør
1/4 l piskefløde
Salt og peber
Citronsaft
1 bundt Persille
4 skiver lufttørret skinke
Lyst brød
- Rist skinken sprød i ovnen og lad den afkøle hvorefter den deles i smalle, lange flager.
- Skær svampene i kvarte.
- Steg svampene ved høj varme i afbruset smør i en tykbundet pande. Rist dem, til de har smidt vandet, og det er kogt væk igen. Hæld fløde ved, når de er gyldne, og reducer til den tykner.
- Smag til med salt, peber og en smule citronsaft (husk at tilsætte citronsaften umiddelbart før servering, for at undgå at det skiller).
- Server svampene på tykke skiver ristet lyst brød med hakket persille.
Andebryst / Jordskokke-philly Puré / Salat af æbler og nødder
And
2 stk andebryst
Frisk timian
Et par hvidløgsfed
Salt
- Andebrysterne ridses i kvadrater og gourmetsaltes 6-12 timer inden tilberedning. Inden tilberedningen tempereres andebrystet til køkkentemperatur.
- Anden placeres på en kold pande med skindsiden nedad, med et par kviste timian og et par hele fed hvidløg med skal.
- Kogepladen skrues godt op og brysterne vendes når pladen er blevet meget varm og skindet har fået en god gylden farve. Brunes af på alle sider (tak til bergholt.net
…)
- Lad brysterne hvile lidt (20 min) hvorefter de steges i ovnen (ved 130 grader) til en centrumtemparatur på 63 grader.
- Lad brysterne hvile på en rist i 15 minutter inden de skæres i skiver.
Puré
1 l sødmælk,
300 g jordskokker,
300 g kartofler
2-300g Philadelphia Original,
1 citron
- Jordskokkerne og kartoflerne skrælles og koges i sødmælken i 15 minutter eller til de er møre.
Derefter tages de op og puttes i en blender. Philadelphia tilsættes, og blandingen
blendes, til den er en lind pure og smages til med salt, peber og citron.
(oprindeligt lavede jeg puréen på 100% jordskokke, men jeg syntes at den blev en lille smule for kraftig til anden)
Salat
3 æbler
150g hasselnødder
Lidt honning
Lidt appelsinsaft
Lidt persille
- Rist nødderne i honningen på en pande. Lad dem køle ned.
- Skær æblerne i tern og mariner dem i en smule appelsinsaft.
- Bland nødder, æbler og hakket persille.
Vi valgte at servere hovedretten uden sauce, men jeg kunne sagtens forestille mig at en smule rødvins- eller vildt glace ville spille godt sammen med resten.
Gateau Marcel / Vanilieis / Hindbærcoulis
Gateau Marcel
200 g sukker
200 g smør
200 g mørk chokolade (gerne 75-80%)
1 dl pasteuriserede æggeblommer
2 dl pasteuriserede æggehvider
- Smør og chokolade smeltes i vandbad. Når massen er smeltet sammen, dækkes den til og sættes til side, til den er afkølet.
- Æggeblommerne piskes hvide med halvdelen af sukkeret og vendes i chokolademassen.
- Æggehviderne piskes stive med det resterende sukker og vendes forsigtig i chokolademassen.
- Halvdelen af massen kommes i bradepande eller i ildfaste portionsglas og bages ved 175 grader ca. 30 minutter.
- Den ubagte halvdel smøres på den bagte, og kagen sættes på køl i minimum 1 time, før den serveres.
Hindbærcoulis
2-300g frosne hindbær
20-30g flormelis
- Hindbærrene optøes en lille smule og blendes med flormelis.
Is
Her hoppede vi let og elegant på en god færdigkøbt vanilie-is.
Velbekomme!